Rejser i Asien

Hej alle

Jeg laegger denne blog entry ind mest for at vise, hvor jeg rejste med Natasja. Historierne maa I hoere fra hende (samt se billeder)

I april var jeg så heldig at få besøg af Natasja. Vi tog sammen ud at rejse. Mange af stederne vi skulle besøge havde jeg besøgt før, så mine forventninger, til det vi skulle se, var ikke så høje, men det var derimod bare det at tilbringe tid med min søster, jeg glædede mig til. Vi startede i Shanghai, hvor jeg hentede Nat i lufthavnen. Neeej, hvor var det dejligt at se hende igen! Da vi begge har været i Shanghai før blev det ikke til det helt store sightseeing, men jeg forsøgte at ændre Natasjas knap så positive syn på Shanghai (da hun var der sidst havde det ikke været så interessant). Vi fik endda set nogle steder, der også var nye for mig. Vi tog bl.a. op i et af Pudongs mange skyskrabere og så byen bynight, med alle lysene. Det var en meget god og flot oplevelse. Efter Shanghai stod det på en 35 timers togtur mod vest til Kinas folkerigeste provins Sichuan, der er kendt for flot natur og stærk mad. Vi oplevede begge ting. Jeg havde været i Chengdu, provins hovedstaden, før, men alligevel var det en ny og bedre oplevelse denne gang. Fra Chengdu tog vi til Jiuzhaigou, der er en naturreservat, og efter min mening der smukkeste sted i Kina. Jeg fik et gensyn med den store buddha i Leshan, og denne gang var jeg faktisk imponeret. Turen sluttede vi af i Hangzhou, hvor vi hyggede med mine klassekammerater, og Nat fik genoplevet, hvordan en kinesisk club fungerer. Alt i alt en dejligt tur og et dejligt besoeg.

Kaerligst Patricia

Hej folkens

Jeg er nu ankommet til Borneo, og de kommende ugers program kommer til at staa paa jungletreks, hiking, dykning og hule besoeg.Jeg forlod mit universitet d. 22. juni efter en stor og dejlig fravelfest. Det var underligt pludselig skulle pakke en rygsaek til de naeste 6 maaneder on the road! Det endte med at blive ret saa soergeligt at skulle forlade vennerne og den by, der var vores hjem igennem 5 maaneder. Jeg haaber en dag at kunne komme tilbage til hangzhou, og vil helt klart anbefale alle at tage derhen - hvis man alligevel er i Kinas land Vi brugte de naeste ti dage pa at bevaege os ned langs Kinas kyst til Hong kong. Vi besoegte en buddhistisk oe paa vejen og i forbindelsen med det moedte vi een af Ninas tidligere kollegaere, der bor og arbejder i Ningbo i Kina. Han havde tilfeldigvis besoeg af en dansk og en kinesisk kunde, og derfor inviterede han os til at spise sammen med dem. Det var meget sjovt at proeve at vaere en del af saadan en situation. De to danskere fortalte om hvordan det er at lave forretninger med kineserne - og maden var nok det fineste, vi har smagt i Kina indtil videre. Efter Ningbo tog vi til Xiamen hvor vores ven Anders fra Aarhus uni har studeret. Vi tilbragte naesten en uge sammen med ham og hans kaereste i denne fantastiske strandby (at den befinder sig i Kina er uffatteligt).
Efter Xiamen tog vi til Hong Kong, hvor dagene blev brugt paa at ordne Ninas visum til Kina, gaa paa museum, drikke kaffe og spise alt for godt mad. Trekloeveret blev fuldendt efter Louise de to sidste dage moedtes med os. Efter et faktisk ret saa trist farvel til Kina var vi klar til Borneo. Jeg kommer til at savne at bo i Kina, men lige nu kan jeg ogsaa maerke at jeg er klar til at se noget andet.

Nu er vi her altsaa. Ogsaa paa en haengende haar, Der var et kaempe uvejr, da vi skulle lande, saa flyet var noedt til at cirkulere nord for byen. Det var godt det ikke var vores foerste flyvetur for den "smule turbulens" piloten snakkede om, resulterede altsaa i at folk sad og skreg i kabinen. Jo, det var vildt, men altsaa.... okay langt stoerstedelen af passagerene var ogsaa kinesere
I gaar brugte vi paa at planlaegge turen. Alt skal bookes forud, og det var vi ikke lige forberedt paa. Selvom det ikke huer os, har vi faaet lagt en rimelig stram plan for turen her paa Borneo. Vi sluttede planlaegningsdagen af med dejlig frisk fisk paa et madmarked ved havnen. Tidligere i dag var vi ude og river rafte. Det var virkelig skaegt, og lige hvad vi havde brug for - noget action! Vores taiwananske ven har saa vidt jeg ved lagt nogle billeder ud paa facebook. Dem kan I eventuelt tjekke ud.

Ellers glaeder vi os bare til alle de eventyr, der ligger forude!

Hej hej fra Pati

Så er det endelig blevet tid til endnu en update. På en måde er der sket en hel del siden sidst, og på en måde er der egentligt ikke. Jeg har så småt fået mig en hverdag. Ugerne flyver af sted, det når knapt nok at blive mandag, før det igen er fredag, og så har vi weekend. Jeg bruger mine dage på undervisning og lektier og om aftenen tager jeg ud og spiser med vennerne. Min cykel kører stadig, selvom der er kommet flere sjove lyde og styret sidder løst. Vi har fundet os en lille café med god kaffe og stemning, hvor vi laver vores lektier i den lange middagspause eller efter undervisning. Jeg er blevet tilbudt et ”tutor”-job, hvor jeg skal lærer én af mine koreanske venner at tale bedre engelsk, imod at hun betaler min kaffe Det er et fint lille job, især fordi hun er den jeg taler mest med i klassen. På klassen har vi det rigtig godt sammen. Vi arrangerer ofte fællesspisning og andre aktiviteter sammen. Hver gang én har fødselsdag tager vi sammen ud og spiser og fejre det.

Men lidt er der da sket, jeg er blevet et år ældre og min fødselsdag blev fejret på dette smukke Gule Bjerg, fire timer fra Hangzhou. Vi havde et par ekstra fridag, her først i april, og Nina og jeg valgte at de skulle bruges på en vandretur. Den første dag på bjerget var vejret ikke alt for godt, men det lykkedes os alligevel at holde humøret højt og nyde de smukke omgivelser. Vejret skiftede heldigvis brat dagen efter, da det blev min fødselsdag og mandag d. 4. april bød på solskin og blå himmel. Det var dog ikke kun vejrskiftet, der overraskede, men mine danske klassekammerater havde, bag min ryg, lagt planer. Da Nina og jeg, mandag morgen søvndrukne trissede ned i receptionen, klar til bjergvandring, blev vi mødt af dansk fødselsdagssang. Dér stod Louise og Karoline, der studerer i Nanjing, med hver deres lille flag og lys. Jeg havde ingen anelse om, at de ville komme og bestige bjerget sammen med os, så det var i sandhed en ”surprise”. Karoline og Louise havde medbragt rugbrød, ost, juice og kaffe, så dagen startede virkelig, virkelig godt!
Men så kom vi til busstationen…. Manner, der var mange mennesker. Jo, vi vidste da godt det var uklogt at rejse i en kinesisk mini-ferie, for dér vil alle kinesere jo også gerne af sted, men vi havde da aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os at hele Kina ville tage til Huangshan. På busstationen var der mindst to timers kø til at komme med bussen, så vi fik fat i en taxa, der kørte os til en anden indgang, hvor vi kun skulle gå 4 km (opad) mere. Da vi så kom til selve ruten gik det op i 3 timer, hvor vi gik i én stor kødrand, hvor der nærmest gik sport i at manøvre sig udenom skrigende guider med megafoner og diverse bærere, med oppakning bestående af alt fra øl til rent sengetøj, til bjergets hoteller. (aldrig,aldrig,aldrig rejse i en kinesisk ferie igen!)
Heldigvis var vejret perfekt og udsigten fabelagtig! Senere oppe på toppen fik vi nydt udsigten og spist frokost i det fri. Solen varmede godt og vi kunne (næsten) ikke mærke at temperaturen var omkring frysepunktet og der lå sne nogle steder. a, jeg havde selvfølgelig gået i t-shirt op af trappen og den var naturligvis gennemblødt, efter 2 timers opstigning, så det blev hurtigt koldt.

Efter lidt mad ville vi påbegynde nedstigning på en anden rute, men det vidste sig at alle andre også ville ned den vej, så der var en decideret trafikprop bestående af mennesker, der stod sammenklemt på en indhegnet sti, ikke bare så langt øjet rakte, men faktisk de næste 3-4 kilometer. Det ville være komisk, hvis det ikke var så forfærdeligt ærgerligt. Vi valgte at vende om og gå tilbage samme vej. Ninas knæ kunne ikke holde til den alternative rute på 28 km og Louises mave havde det ikke for godt, så vi tog endda en, hvilket jeg ikke er meget for at indrømme, cablecar ned. Det var nødvendigt

Men men men det var nu en god dag og jeg nød min fødselsdag i fulde drag. Jeg var utrolig glad for at Louise og Karoline var kommet forbi og fejrede min fødselsdag sammen med mig! Efter vi kom hjem fra bjerget spiste vi aftensmad og hyggede på værelset. Om natten klokken halv fire fik jeg endda udvekslet få søvnige ord med min søde søster, der stædigt blev ved med ringe indtil jeg tog telefonen
Ellers er alt godt, det er nok også derfor jeg har bestemt mig for ikke at vende tilbage til DK før til jul. Jeg bliver i Asien, i henholdsvis Thailand og Kina, men det kommer I til at høre mere om til den tid.

Håber alt er vel i Danmark, og at I alle har det godt!

Kærlige hilsner
Patricia

Placeringstesten er ovre, og vi er kommet i vores respektive klasser. Testen bestod af en kammeratlig samtale med en lærer efterfulgt af en skriftlig prøve. Det var overraskende svært! De prøver tilsyneladende at give én så meget udfordring som muligt. Efter prøverne strømmede der i hvert fald en hel masse frustrerede og rystede studerende ud af klasseværelserne. Alle var enige om én ting - man havde ikke præsterer særlig godt. Ikke desto mindre kom jeg på niveau 3, hvilket er helt okay. Efter at have haft timerne, tror jeg også at jeg er på det rigtige niveau.

Det var lidt svært at starte med undervisningen. Jeg vidste godt, at underviserne kun talte kinesisk, men jeg var ikke klar over, at de ville tale så hurtigt! De første dage lavede jeg alle lektier, der kunne laves til de første kapitler i mine bøger, fordi jeg simpelthen ikke havde forstået, hvad vi skulle lave. Så jeg er ret godt med på lektiesiden De dage, hvor jeg har 4,5 time på én dag, er jeg fuldstændig færdig. Jeg skal koncentrere mig utroligt meget HELE tiden for at forstå. Når timen er færdig, har jeg nærmest ondt i hovedet af at tænke så meget. Det er meget, meget hårdt for min hjerne- Men godt! Og når jeg så har været til en time, hvor jeg næsten har forstået alt, har jeg lyst til at løbe gadedrengeløb hele vejen hjem til kollegiet
Det lyder usandsynligt, men jeg kan allerede mærke, at jeg rykker mig fagligt. Jeg lærer noget hver dag. I går lærte jeg noget så fundamentalt som, hvordan man siger "hej" mellem venner og lign. - som man altså i virkeligheden siger det i Kina. De fraser udlændinge lærer er åbenbart så høflige, at det grænser til det ekstreme - nogle kinesere finder det lidt morsomt, fortalte min lærer.

Jeg har fire forskellige fag; lytte, tale, læsning og intensiv læsning. De er alle meget interessante at følge, men lytte- og læsetimerne er meget svære. Min lærer i intensiv læsning er virkelig noget af en karakter. Hun råber og forvrænger sin stemme hele timen igennem og gør store fagter - det hjælper faktisk på forståelsen. Hvis I engang falder over et uddrag af en kinesisk traditionel opera på youtube eller lign. , så er det ca. sådan en oplevelse, jeg har 3 gange om ugen med hende. Hun er vældig underholdende!
I min klasse vi ca. 13 personer fra forskellige steder i verden. Jeg snakker blandt andet meget med nogle sydkoreanske og thailandske piger. De er meget sjove at være omkring.
Jeg er så småt begyndt at falde til her. Det hjælper meget på processen at komme i gang med en form for hverdag. Jeg har et morgenmadssted, hvor jeg får varm sojamælk og noget, der minder om en pandekage med et stegt æg og sirup i - to go :D Det lyder lidt underligt (det er det også), men det smager godt.

Ellers er det fedt at bo her. Kollegiet er fyldt med sociale mennesker, der altid invitere os ud til spisning, en øl eller en film. Det er let af finde venner. For første gang i mit liv befinder jeg mig i en omgangskreds , hvor det at elske at læse, studere og lære er det mest naturlige i verden. Jeg har aldrig siddet til en fest og snakket om bøger, kunst, interessante film og sprog og kultur i ét væk. Diskussionen er tit, hvad enten den ene forfatter er god eller ej. Det er virkelig fedt at møde mennesker med samme interesser, og hvor nørderi er mere end velkomment. Udenfor campus er det naturligvis anderledes. Det er på mange måder en ret vestlig by, og indbyggerne er ret vant til udlændinge, i hvert fald i vores ende af byen, og man bliver behandlet ligesom alle andre. Det er rart, men det betyder også at det langt fra er alle, der har tålmodighed til at vente på, at du får fremstammet, hvad du skal have at spise. I går da vi skulle bestille mad, brugte vi ret lang tid på at bestemme os , og damen ved kassen spurgte nok 10 gange "Hvad vil I spise, hvad vil I spise, hvad vil I spise?", inden vi bare sagde "nudler med oksekød" - nødløsningen under pres. Vi har dog fået et stamsted, hvor vi får jiaozi (små pastapakker med kød og grønsager) næsten hver dag. Vi siger ikke længere, hvad vi skal have, men kan nøjes med at sige hvor mange

Vi har købt en cykel. Vi cykler mest inde på campus. Ude i den store verden har vi ikke lært at forstå trafikken endnu. Rødt lys betyder ikke nødvendigvis stop. Det kommer vist lidt an på, hvor travlt du har. Og cykelstier er ikke kun for cykler. Hvis din bil kan være der, så kan man jo sagtens bruge den, når der er kø på den anden vej. Så det venter vi lidt med. Vi skal nok egentligt også være glade, hvis vores cykler holder semesteret ud. 150 kr.'s splinternyt Chinese quality. Jeg har en mistanke om, at den er lavet af hærdet pap eller lignende materiale. Den virker utrolig usikker og siger allerede (på 2. dagen) underlige lyde

Det blev en lang mail. Hvis I nåede så langt som hertil, er I seje! Jeg vil tage nogle billeder af campus de kommende dage, og lægge dem ind på siden her.

Patricia

Jeg sidder i skrivende stund på mit hyggelige kollegieværelse i Hangzhou. Nina, min veninde fra Aarhus Universitet, og jeg var så heldige at komme på værelse sammen, og vi sidder nu sammen efter nogle prøvende dage fra Bangkok til her. Jeg har valgt at vente med at skrive en mail indtil nu, dels fordi vi først har fået net nu, men vi har heller ikke forsøgt at finde en internetcafé, da vores mails hjem til jer uden tvivl ville være ret deprimerende!

Men jeg har jo allerede næsten været hjemmefra i tre uger, så der er en smule at fortælle. Vi, to veninder fra studiet og jeg, startede vores tur i Thailand, hvor vi tilbragte 2 uger med dykning på én ø. Ingen af os har prøvet at være et sted i så lang tid af gangen, og da vi forlod øen var det alle de ansatte og dykkerinstruktørerne vi sagde farvel til, for alle de andre rejsende vi havde mødt var taget viderelænge før os Men ikke desto mindre havde vi en fantastisk god tur, og vi (eller måske især jeg) håber at kunne vende tilbage dertil snart.

Koh Tao og Louise i horisonten

Fra øen skulle vi til Bangkok og så til Hangzhou - de dage var ikke særlig sjove. For det første, så har jeg været ret voldsomt syg og er det egentligt stadig. Det skal lige siges, at i min optik er Bangkok et af de absolut værste, vulgære og frastødende steder på denne jord, og når man så tilmed er syg, gør det ikke ligefrem situationen bedre! Efter Bangkok var det 8 timers fly mod Hangzhou, og da vi endelig ankom begyndte det værste. Altså, jeg måske har nævnt, at jeg ikke troede nogen af de ansatte på campus talte engelsk og alt det, men det var egentligt meget godt ramt ! Der var stor forvirring og kaos da vi, godt udmattede, ankom til uni. To unge receptionister begyndte med det samme at indskrive os - indskrive os til et eller andet vi ikke forstod… Vi forsøgte på vores tilsyneladende EKSTREMT ringe kinesisk at protestere, men før vi vidste af det, sad vi på et nydeligt hotelværelse, der havde intet med et kollegium at gøre. Vi fik en seddel stukket i hånden, hvor der stod, at vi skulle betale husleje, hvilket også var forkert, da vi har fuldt stipendium. Nu havde jeg jo også set billeder af hvor Chris boede, så vi vidste altså, at det ikke var det rigtige sted. Vi gik derfor ned til de efterhånden ret så irriterede receptionister igen, og prøvede at forklare, at vi var det forkerte sted. De sagde, vi tog fejl, og vi skulle bo på det værelse ALTID Vi gik ret modløse tilbage til værelset uden at vide, hvornår vi skulle starte med undervisning, hvor undervisningen var, skulle vi købe bøger?, hvor vi kunne få noget at spise?, ville vi overhovedet nogensinde få nogle venner?, var Bangkok virkelig et bedre sted end her…? Kort sagt vi var virkelig trætte og kede af situationen. Og så kæmpede vi med et temperatur skift fra 32 grader til 4 grader - vel at mærke i et land, hvor man ikke lukker vinduerne. Så det er skiiiiiide kkkkoldt overalt! Det kan Natasja nok nikke genkendende til, da det var ligesådan sidst vi rejste om vinteren i Kina.

Derfor blev det ikke til nogen mail. Den ville have været for sørgelig. Men alt ordnede sig, trods den dårlige start! Næste dag fandt vi Tang Li, vores kontaktperson (der taler engelsk. Yes, manner!!!), og han ordnede alt for os, så nu er vi på det rigtige kollegium, og alt er nogenlunde godt. Jeg tvivler på de andre studerende ligeledes fik julelys i øjnene, da de første gang trådte ind i rummet, som vi gjorde det. De ansatte er vildt søde og hjælpsomme, på trods af den kæmpe sprogbarriere i mellem os - en barriere, der helst skulle blive mindre med tiden. Kollegiet er spartansk indrettet, og vi deler bad og toilet med 15 andre, men vi kan lide det, og ville under ingen omstændigheder bytte det med fancy hotel værelse vi først blev tildelt - dér var i øvrigt også alt for meget stof i det rum.

På tirsdag har vi placeringstest og finder ud af hvilken klasse/niveau vi passer i. Der er heldigvis lidt dage til, så vi kan forberede os. Og ih, hvor det heldigt for os skarnsunger, der ikke har fået øvet på vores tegn i Thailand, tsk tsk!
I dag d. 17. februar er det sidste dag i det kinesiske nytår, og der bliver skudt af til den helt store guldmedalje. Der er brag konstant, og hver andet minut lyder der et specielt stort brag og en bil-alarm går i gang. Vi håber det stopper i nat Den sidste dag i det kinesiske nytår spiser man en bestemt slags små, hvide kugler med sort stads indeni serveret i en suppe. Vi var så heldige at smage dem, da vi kom en på en restaurant og ejerens familie netop selv skulle til at spise. Det er nok det mest slimede jeg nogensinde har smagt ! Men det var nu godt nok (så længe der kun var tre kugler i min skål), og det sorte indeni smagte faktisk af guldkorn :D

Det var alt hvad jeg havde at fortælle indtil nu. Vi har fået internet, hvilket er et mirakel siden vi stod som to store spørgsmålstegn, da det skulle bestilles. Vi vidste faktisk ikke, hvad det var vi skrev under på og betalte for, men vi valgte at go with the flow.
Håber alt er vel i DK. Ciao.

Hov! Til sidst en lille PS'er til min moder: Sengetøjet her er ikke stift og nyt. Det er skam blevet vasket mange gange, og jeg behøver ikke engang selv købe et nyt sæt - vi har fået et ekstra. Så alle dine bekymringer var uden grund. Håber ikke du har ligget søvnløs


Kærlige hilsner

Patricia

潘艺雅 , Pan Yiya