Huangshan

Så er det endelig blevet tid til endnu en update. På en måde er der sket en hel del siden sidst, og på en måde er der egentligt ikke. Jeg har så småt fået mig en hverdag. Ugerne flyver af sted, det når knapt nok at blive mandag, før det igen er fredag, og så har vi weekend. Jeg bruger mine dage på undervisning og lektier og om aftenen tager jeg ud og spiser med vennerne. Min cykel kører stadig, selvom der er kommet flere sjove lyde og styret sidder løst. Vi har fundet os en lille café med god kaffe og stemning, hvor vi laver vores lektier i den lange middagspause eller efter undervisning. Jeg er blevet tilbudt et ”tutor”-job, hvor jeg skal lærer én af mine koreanske venner at tale bedre engelsk, imod at hun betaler min kaffe Det er et fint lille job, især fordi hun er den jeg taler mest med i klassen. På klassen har vi det rigtig godt sammen. Vi arrangerer ofte fællesspisning og andre aktiviteter sammen. Hver gang én har fødselsdag tager vi sammen ud og spiser og fejre det.

Men lidt er der da sket, jeg er blevet et år ældre og min fødselsdag blev fejret på dette smukke Gule Bjerg, fire timer fra Hangzhou. Vi havde et par ekstra fridag, her først i april, og Nina og jeg valgte at de skulle bruges på en vandretur. Den første dag på bjerget var vejret ikke alt for godt, men det lykkedes os alligevel at holde humøret højt og nyde de smukke omgivelser. Vejret skiftede heldigvis brat dagen efter, da det blev min fødselsdag og mandag d. 4. april bød på solskin og blå himmel. Det var dog ikke kun vejrskiftet, der overraskede, men mine danske klassekammerater havde, bag min ryg, lagt planer. Da Nina og jeg, mandag morgen søvndrukne trissede ned i receptionen, klar til bjergvandring, blev vi mødt af dansk fødselsdagssang. Dér stod Louise og Karoline, der studerer i Nanjing, med hver deres lille flag og lys. Jeg havde ingen anelse om, at de ville komme og bestige bjerget sammen med os, så det var i sandhed en ”surprise”. Karoline og Louise havde medbragt rugbrød, ost, juice og kaffe, så dagen startede virkelig, virkelig godt!
Men så kom vi til busstationen…. Manner, der var mange mennesker. Jo, vi vidste da godt det var uklogt at rejse i en kinesisk mini-ferie, for dér vil alle kinesere jo også gerne af sted, men vi havde da aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os at hele Kina ville tage til Huangshan. På busstationen var der mindst to timers kø til at komme med bussen, så vi fik fat i en taxa, der kørte os til en anden indgang, hvor vi kun skulle gå 4 km (opad) mere. Da vi så kom til selve ruten gik det op i 3 timer, hvor vi gik i én stor kødrand, hvor der nærmest gik sport i at manøvre sig udenom skrigende guider med megafoner og diverse bærere, med oppakning bestående af alt fra øl til rent sengetøj, til bjergets hoteller. (aldrig,aldrig,aldrig rejse i en kinesisk ferie igen!)
Heldigvis var vejret perfekt og udsigten fabelagtig! Senere oppe på toppen fik vi nydt udsigten og spist frokost i det fri. Solen varmede godt og vi kunne (næsten) ikke mærke at temperaturen var omkring frysepunktet og der lå sne nogle steder. a, jeg havde selvfølgelig gået i t-shirt op af trappen og den var naturligvis gennemblødt, efter 2 timers opstigning, så det blev hurtigt koldt.

Efter lidt mad ville vi påbegynde nedstigning på en anden rute, men det vidste sig at alle andre også ville ned den vej, så der var en decideret trafikprop bestående af mennesker, der stod sammenklemt på en indhegnet sti, ikke bare så langt øjet rakte, men faktisk de næste 3-4 kilometer. Det ville være komisk, hvis det ikke var så forfærdeligt ærgerligt. Vi valgte at vende om og gå tilbage samme vej. Ninas knæ kunne ikke holde til den alternative rute på 28 km og Louises mave havde det ikke for godt, så vi tog endda en, hvilket jeg ikke er meget for at indrømme, cablecar ned. Det var nødvendigt

Men men men det var nu en god dag og jeg nød min fødselsdag i fulde drag. Jeg var utrolig glad for at Louise og Karoline var kommet forbi og fejrede min fødselsdag sammen med mig! Efter vi kom hjem fra bjerget spiste vi aftensmad og hyggede på værelset. Om natten klokken halv fire fik jeg endda udvekslet få søvnige ord med min søde søster, der stædigt blev ved med ringe indtil jeg tog telefonen
Ellers er alt godt, det er nok også derfor jeg har bestemt mig for ikke at vende tilbage til DK før til jul. Jeg bliver i Asien, i henholdsvis Thailand og Kina, men det kommer I til at høre mere om til den tid.

Håber alt er vel i Danmark, og at I alle har det godt!

Kærlige hilsner
Patricia